Starter man inde i stoffet af Fredrik Tydéns skulpturer synes der at foregå en uophørlig bevægelse mellem acceleration og bremsning eller mellem form og formløshed. Værkerne fremstår ikke som evige eller uforanderlige størrelser, men som midlertidige objekter på tærsklen til noget nyt, nye former, nye slags rumligheder. De befinder sig mellem flere tilstande af opbygning og nedbrydning (hvor fx en ny form kan være under udvikling inde i en gammel forms matrice) og peger på sig selv som produktionsproces eller igangværende oversættelse. For at tale om denne bevægelighed eller oversættelses-proces (eller måske simpelthen dramatik?) i værkerne virker det nødvendigt også at tale om tid. For alle disse transporter i stoffet hviler på en fundamental åbenhed for tidsdimensionen. Det er en tilgang til skulptur, som noget der bliver til i tid og bevæger sig gennem tiden, som kan antage forskellige former til forskellige tider, og som i sidste ende hænger sammen med formernes historie eller det man med George Kublers formulering kunne kalde “tidens form”. Der er i Tydéns objekter en konstant åbenhed overfor tid og transformation både i det små i betydningen tid som handling (kroppens/maskinens arbejde) og i det store, tid som historie (arkivisk tid, science fiction).
Springene mellem forskellige tidsniveauer er måske i første omgang tydelig i sammenblandingen mellem tegnene på fortid, nutid og fremtid. Objekterne indeholder både elementer, der henviser til arkaiske morfologier, i form af skulpturrelieffer, fragmenter af arkitektur, gamle ikonografier etc. Heroverfor er der andre mere abstrakte elementer, der med deres vektoragtige visualitet primært associerer til computergrafik og digitalt billedmateriale. I mange af de nye værker er der en forbindelse til kontemporær industrielt design (fra vitriner og markiser til aluminiumskonstruktioner), som i sig selv balancerer mellem retrospektive og fremtidige scenarier. Den collageagtige eller konstruktive sammenstilling af tidslige tegn etablerer en løbende bevægelse mellem anakronisme og futurisme som modsatrettede tilstande, der paradoksalt smitter af på hinanden. I aflæsningen glider de på en måde ind i hinandens logikker. Sammenstillingen er i en produktionsmæssig forstand også en konfrontation mellem forskellige teknologiske rationaliteter. Det kan eksempel tage sig ud som en forskel mellem en figur hugget med mejsel og fræset ud af en maskine. Eller i en oversættelse af sten til plastik (natur til kultur?). Det medfører tit en fiktiv eller kontra-historisk funktion i objekterne, hvor et objekt for eksempel kan blive en model af, hvordan det ville have set ud, hvis fx en billedhugger i middelalderen havde haft adgang til computerteknologi. På den måde muliggøres, at heterogene tider, teknologier og historier kan eksistere side om side som paradoksale variationer af hinanden.
Hvis man kan opfatte skulpturerne som en slags oversættelsesmaskiner, er der aldrig tale om en restløs transport, eller en komplet kopi, fra originalform til ny form. Ser man for eksempel på en skulptur som Science fiction fra 2015 er det tydeligt, at der reelt er tale om adskillige oversættelsestrin, i dette tilfælde i bevægelsen fra sten til digital mesh til flamingo til bronze, og flere forskelligartede oversættelsesprocesser forbundet til materialernes varierende egenskaber. I hvert trin af oversættelsen indskrives der nye forskydninger, glitches og brudflader, der ændrer figurens karakter fundamentalt. Der foregår først og fremmest en fragmentering eller opsplitning af originalformens helhed, hvor repræsentationsfunktionen følgelig også bliver mere vaklende. Dekonstruktionen af det repræsenterende som totalitet er dels en måde at stille spørgsmål til formen, men dels også til blikket, der ser. Hvad er en figurativ krop, der er skåret op i plader, en krop, der i lige så høj grad kan ses som en stabling af halvabstrakte enkeltdele? Ser vi stadig helheden gennem enkeltdelene? Hvad sker der med formen hvis blikket i stedet fokuserer på sprækker og overgange, på de steder hvor formen ikke hænger sammen, men nærmer sig formløshed (repræsentationens afgrund)?
Selve handlingen at hente et fragment ud af historiens arkiv af former og reetablere det på et nyt grundlag kan også ses som en slags forpligtelse. Ved at udvælge et givent element (frem for alt muligt andet), postuleres det også som værende vigtigt, dybest set som en slags betydning eller værdi, det træder frem som en forskel. I den oversættende forskydning bringes fragmentet så fra sin inaktive status ind i et mere aktivt forhold til en nutidssituation (en ny materialitet, nye morfologier, nyt sprog). De approprierede fragmenter i Tydéns værk er aldrig udelukkende neutrale, eller aldrig kun formelle: de indeholder på grund af deres historiske og monumentale funktion også basale diskussioner om repræsentation, magt og metafysik – og på den anden side diskussioner om glemsel, oversethed og tab. I en vis forstand er de historiske former altid “døde”, indtil de genopdages. Vi kender ikke længere deres kode, med mindre vi er specialister indenfor det område, de kommer fra – og selv da er vores erfaring af dem medieret af, at vi befinder os et andet sted. Deres levende sammenhæng er forlængst er borte, de er grundlæggende deplacerede, selv når de befinder sig, hvor de altid har gjort. Når Tydén indskriver formerne i en anden sammenhæng sker det i en slags producerende aflæsning, hvor der på en gang foregår en slags bjærgning af forlægget og en kritisk undergravning af dets selvfølgelighed. Man kunne med et begreb fra den russisk formalist Viktor Shklovsky tale om transporten som en “underliggørelse” fordi flytningen bryder igennem den tilvante perception og gør det muligt at opleve formen gennem “fremmede øjne”. Måske er dén perception ikke så forskellig fra, hvordan den oprindelige kunstner i oldtiden har set den, uden automatiseringens filter.
Accentueringen af skulptur som en fortløbende produktionsproces er med til at ændre repræsentationsfunktionen i objekterne, hvor selve transporten træder i forgrunden. Det som etablerer værkets betydning er måske ikke så meget hvad det forestiller, men mere hvordan det forestiller, gennem hvilke processer motivet bliver noget andet end det var. Tydéns skulpturer bliver i den forstand også til en slags praksisbaseret og provisorisk analyse, idet de opløser tidligere helheder, inddeler på nye måder, indskriver en ny struktur i formen. Der er et nøgternt aspekt af denne strukturelle tilgang, som også selvstændiggør sig fra kroppens direkte arbejde med formen. Skulpturen bliver et system, der indeholder sin egen logik, som på en måde selv begynder at tænke. Men på den anden side af det analytiske eller rationelle er der den resulterende form, som paradoksalt nok kan være både anti-rationel, subjektiv og affektiv. Det hænger sammen med, at de approprierede historiske fragmenter, både af figurativ og arkitektonisk ophav, har en gennemgående forankring i kroppen, enten som billede eller simpelthen som skala, og således er direkte knyttet til vores måde at aflæse dem i en udveksling med vores egen krop. Når en skulpturkrop skæres midt over kan det altså både opfattes som en analytisk objektiv metode, men det indeholder også et aspekt af vold, mutilation eller ødelæggelse. Den fragmenterede, halvødelagte krop er i sig selv et historisk motiv der går tilbage til oldtiden. Det er ofte det format hvorigennem vi møder antikkens former, som fx en torso uden arme og ben. Måske er det dog i Tydéns værker ikke så meget kroppen som bogstavelig størrelse men mere kroppen som betydningslogik og mening, der skæres igennem. Skulpturtraditionens forankring i kroppen er nemlig uløseligt forbundet med humanistisk tænkning, hvor subjektet ses som centrum for verden og hvor skulpturen/stelen/gravstedet kan blive en slags fikspunkter for livets sammenhæng. En halvvejs opløsning af kroppen gennem digitalisering, dekontekstualisering og rematerialisering udgør et alternativt perspektiv, som ikke længere i samme grad behøver forestillinger om kerne, essens og subjekt. Det frisætter et mere åbent billede af kroppen til at træde i forbindelse med materialer, objekter og egenskaber på andre måder. I de fleste af Tydéns værker virker materialet og materialets egne betydninger mindst lige så tilstedeværende som figurationen. Måske er bruddene i figurationen ganske enkelt en måde at slippe det materielle løs som betydning?
Når skulpturernes omgang med de klassiske fragmenter (og vel egentlig også de digitale fragmenter) både har et element af analyse og vold (eller omfavnelse og ødelæggelse) i sig, skyldes det måske også at disse ting er udtryk for institutionel autoritet og magt. For mig diskuterer objekterne i deres mellemværende med fortidens og fremtidens morfologier også hvad autoritet og magt går ud på. De handler om hvordan magt kan være forankret fx i en bestemt måde at formgive på, fx ved at fastholde figuren som hel, eller ved at opløse den i krystaller, og hvad der sker med magten når man omgestalter form, ændrer dens materialitet eller tekstur fra tung til let eller hård til skrøbelig.
Skulpturernes bevægen sig gennem forskellige tider, uden entydigt at tilhøre en bestemt afgrænset tidslighed, manøvrerer generelt udenom klassificerende tænkning, hvor hver ting har sin tid. De gestalter et rum, hvor elementernes normale kontekster er bragt ud af fatning, fordi de tidslige koordinater mellem billede, materiale og teknik er blandet på nye måder. Måske kan tilblivelsen inde i objekterne og mellem objekterne og deres forlæg også ses som en effekt af deres rejse i tid, materialiseret i form. Vi er vant til at opfatte tidsrejser i et generaliseret antropocentrisk lys, i fx science fiction litteraturen som kroppens rejse gennem forskellige tidsaldre (hvor kroppen selv forbliver uforandret). I Tydéns værker artikuleres et helt andet perspektiv, hvor det tværtimod er objekterne selv, der synes at være de tidsrejsende; hvor det er objekterne, der bevæger sig på tværs af forskellige tider, mens vi iagttager deres gennemfart fra sidelinjen. Det betoner en mere heterogen sansning af tingene omkring os, hvor følelsen af at være in sync med stoffet hele tiden er lige uden for rækkevidde, eller hvor nærværet, der hvor vi rammer verden formelt og eksistentielt, ligger i bruddene, i forskellen og pauserne. Det får mig til at tænke på George Kublers klassiske definition af aktualitet, “… a void interval slipping forever through time.”
Magnus Thorø Clausen (born 1980) is a freelance art writer and curator.